Rollespil i Odense

Rottehullet er en forening der samler alle former for rollespil under ét tag. Vi lægger lokaler til bordrollespil, Magic-nørder, Warhammer-spillere, brætspilsentusiaster, live-rollespillere og alt muligt andet.

Som medlem får du adgang til vores store samling af brætspil og vores bibliotek af rollespilsbøger fra 1980’erne til i dag. Desuden får du rabat til mange af vores arrangementer, både spilaktiviteter, som live-rollespilsscenarier, Blood Bowl-turneringer og vores rollespilskongres, men også de rent hygsommelige events, som julefrokoster, sommerfester og Halloween. Du får også mulighed for at låne lokaler til at spille bordrollespil i, hvis du selv bor for småt.

Rottehullets medlemmer er en herligt broget flok, der også engagerer sig i mange af Odenses store events, eksempelvis H.C. Andersen-festivalen, Odense Zombie-festival og Harry Potter Festivalen, og i byens amatørteatre, middelalder-grupper og hvor kreative, energiske mennesker ellers holder til. I Rottehullet vil du møde et stærkt sammenhold og en enorm begejstring for at lege og finde på. Vores foreningsstruktur er befriende åben, og gode forslag bliver altid taget alvorligt. Vi er stolte af at være nørder.

Rottehullets lokaler ligger meget centralt, lige ved Odense Banegård, i Ungdomshuset, der også har en fantastisk og billig café, og hvor andre foreninger har til huse, sammen med øvelokaler, computer-workshops og en masse andre sjove ting. Vi har åbent hus hver onsdag kl. 17 – 22, hvor du kan møde os og se foreningen an. Vi glæder os til at se dig!